Sådan opgraderer du nemt & effektivt din forstærker...


Er der noget om snakken...

Efter mødet med WBT og den tilhørende produkt træning må jeg erkende at jeg blev fristet over evne i retning af og afprøve de smykkelignende flotte stik. Jeg har ofte set og hørt dem i funktion - og altid varmt omtalt hos flere af de high-end producenter der har krydset min vej gennem årene, men man lytter som bekendt bedst under kendte forhold, så jeg besluttede at lade min nysgerrighed gå ud over en Music Hall a25.2 forstærker.


Denne spiller i forvejen som en drøm, men kunne der være så meget om snakken at man ligefrem kan høre forbedringer af denne karakter og måske endda løfte detaljerigdommen endnu mere...

Mikkel fra HiFi4all skrev i testen af a25.2: - "Der er i mine øjne tale om udpræget lækker finish, og skal der peges fingre af noget, så kan det faktisk kun være højtaler stikkene, som er af den billige plastik type. Men de fungerer upåklageligt og gaber over både bananer, spader, og rå kabel". - Det fikser vi så lige Mikkel:)


Det første du gør er at finde netop det stik du kunne tænke dig at benytte. Her ville det være oplagt at vælge samme type som det du benytter på din højttaler - og har din højttaler ikke WBT; så er det nærliggende at få dem skiftet ved samme lejlighed, men tag et skridt af gangen så du hele tiden kan følge udviklingen, for lad det være sagt med det samme; der er forskel. Det vender vi tilbage til senere.

Når valget er truffet omkring hvilke stik du vil benytte og stikkene ligger foran dig, er det bare at løsne de 7 små skruer der holder toppen af kabinettet.


Music Hall forstærkeren er i forvejen udrustet med ret solide kabler fra print til stik - endda to forskellige for henholdsvis + og - så der er bestemt tænkt over tingene. Jeg valgte dog alligevel at gå et skridt videre når nu vi var i gang.

Kablerne blev udskiftet til Royal Silver folie. Det endelige resultat af kombinationen blev faktisk så godt at vi nu har købt en rulle sølv hjem til formålet. Dette er nu at finde under tilbehør på shop siden.

Det med "low mass" er jo præcis det som WBT benytter i deres Nextgen teknologi, så hvorfor ikke lige få det sidste med og afprøve det. Sølvet er altså en forlængelse af printbanen op til de WBT Signature Platin stik (0730) til ca. 960,- for 4 stk.


Klip nu de eksisterende kabler over. Lad være med at bruge tid på at lodde dem af hvis du ikke skal bruge de samme igen.


Når kablerne er klippet over oppe ved terminalerne, er det bare at skrue de gamle stik af. En lidt mindre nøgle end den jeg lige havde ved hånden vil gøre det lidt lettere.


Nu kan vi komme til at fjerne kablerne nede på printet. Hold med en tang, varm op hvor kablet er loddet på printet og træk samtidigt.


På music Hall forstærkeren er der pænt store lodde øer. Dem kan vi, efter rengøring, nu fortinne. Det gør det nemt at lodde enten nye kabler eller vores sølv baner på.

Der er markeret "left" & "right" på printet og de to der peger mod midten er minus, så fortvivl ikke hvis du fik fjernet terminalerne uden at bemærke kablernes placering.


Nu er forstærkeren klar til at få de friske dele installeret. klip først kabler, eller som her, sølv folien til i længder der passer plus lidt ekstra. Klip den over i 2 lige bredde stykker. Her kan benyttes en helt almindelig saks. Der er benyttet ca. 20 cm 16 AWG i alt til denne forstærker.

Det er svært præcist at forklare hvad der gør en sølvfolie bedre end et standard kabel, men et par af de åbenlyse fordele kunne være:


- Snoede kabler giver induktion og virker derved som spole


- Sølv er en rigtig god leder og giver et pålideligt signal


- En tynd folie eliminerer stort set eddy current/fejlstrøm


Når man lige fortinner sølvfolien før den loddes på er det ganske nemt at styre. Der er plads nok til at folien ikke kan røre naboen og den er stabil nok til at du kan forme den så der er ca. 10 mm luft imellem de 4 ledere. End ikke hårde rystelser vil herefter kunne få dem til at nå sammen.


WBT terminalens gennemtænkte fittings passer perfekt i forstærkeren. De to sorte brikker benyttes indeni forstærkeren imens de hvide plaststykker låser og isolerer på forstærkerens yderside - ganske smart og nemt at arbejde med.


Når du har skruet de nye terminaler fast, er det bare at spænde din folie eller kabel fast. Det er en god idé lige at lodde det efterfølgende for at sikre vedvarende solid kontakt. Jeg valgte at benytte WBT's egen tin, da den faktisk smelter ved 180 grader og indeholder sølv. Det er to gode egenskaber og jeg kan varmt anbefale den til lodning af RCA stik også. Her er det faktisk vigtigt at lodde ved tilpas lav temperatur så man ikke får ødelagt den isolering der ligger mellem RCA stikkets leder og selve huset - men det er en helt anden snak.


Så er forstærkeren klar til at spille på. Her skal du lige sikre dig en sidste gang at sølvfoliestykkerne ikke rører hinanden. Det er svært at se på billedet, men her er faktisk 10 mm afstand hvor de er tættest på hinanden. Ikke det store problem, da det er let at forme efterfølgende.


Forniklet eller forgyldt jern er ikke en super kombination når det kommer til at bære et følsomt musiksignal videre. Ikke desto mindre er det klart den mest anvendte type målt i mængder på markedet. Hvis vi skal tage producenterne i forsvar, kan vi jo begynde med at spørge os selv om vi har lyst til at betale et par tusind ekstra for et produkt - måske og måske ikke.
For at være konkurrencedygtig i tiden, skal man spare hvor man kan og helst der hvor det hvor man, som producent mener at det gør mindst skade. I dette tilfælde har Roy Hall fornuftigt nok vægtet selve forstærker teknologien og den overordnede kvalitet højest - og så kan vi jo selv klare resten:)


Dette billede lader vi tale helt for sig:)

Hvad skete der så med lyden...

Først og fremmest kom tonerne mere fri af højttalerne. Ændringen var væsentligt tydeligere end jeg havde forestillet mig. Især herrestemmen fra f.eks. Dire straight  kom helt ud og stå frit i rummet. Du kender måske følelsen af at have erhvervet sig lidt nyt grej og derfor skal høre en masse musik i en fart - præcist sådan følte jeg det efter skiftet her. Når tingene rykker fri af kasserne, bliver det også lettere at definere andre begreber der medvirker til at musikken lever i stuen.
Definering af dybde, luft, frigjorthed - men også selve stereo perspektivet er nu vokset med faktor 2! Også evnen til at kunne pin pointe de enkelte instrumenters placering blev bedre. Det er min overbevisning at kombinationen af sølv og så en terminal der ikke bidrager negativt som filter i kombination har æren for det samlede resultat. Det må varmt anbefales og det tager kun et par timer - endda uden stress.


Prisen på DKK 960,- kan man sige er relativ høj i forhold til Music Hall forstærkeren, men da den yder som en dobbelt så dyr forstærker, selv uden denne upgrade, er det bestemt en eftermiddag og en lille tusse værd.
Som de skrev i testen på HiFi4all:
"Denne forstærker overrasker rent lydmæssigt. Den lyder på ingen måder lille eller begrænset, og dog! Den har ikke helt strøm nok til at levere samme tyngde i bassen, som reference sættet har. Men på den anden side koster den også kun en 1/8 i forhold til førnævnte".
Mikkel skriver også i testen at den er tæt på reference niveau - mon ikke vi har nået det med dagens anstrengelser og måske din forstærker kunne nyde godt af tilsvarende opgradering. Man finder desværre kun sjældent en forstærker til under 20K hvis den skal have WBT med fra begyndelsen.

FreQuence Nov. 2008

Torben Mikkelsen


® FreQuence 2003-2008